Cigaretskodder
De findes overalt. På fortove, på togperroner, langs vejkanter, på stranden og i naturen. Det estimeres, at der hver dag bliver smidt flere millioner cigaretskodder i naturen og på gader i Danmark. Cigaretskodder er den affaldstype, der findes mest af i Danmark.
Cigaretskodder udgør med andre ord et stort affaldsproblem, som vi alle har et ansvar for at gøre noget ved. Et enkelt cigaretskod har måske ikke de store skadevirkninger, men fordi der smides så mange af dem, er konsekvenserne og skadevirkningerne store.
Smider du dine cigaretskodder på gader og i naturen frem for i skraldespanden? Hvis du kan svare ja til det spørgsmål, så læs videre her. For det er faktisk meget let at skodde bedre. Find viden om, hvordan du nemt kan gøre en stor forskel, på Skod Bedre Nu
Skod Bedre NuDer er plastik i cigaretskodder
Cigaretfiltre består af et fiber-materiale, der er fremstillet af cellulose-acetat. Cellulose-acetat er en plasttype, der stammer fra cellulose. Plasttypen bruges ikke kun i cigaretskodder, men også i mange andre produkter som eksempelvis brillestel og legetøj.
Det kan tage helt op til 5 år for et cigaretskod at blive nedbrudt i naturen. Og selv når cigaretskoddet er nedbrudt, forsvinder det ikke helt. Cigaretskoddet nedbrydes til bittesmå stykker plastik ¬– såkaldt mikroplast – som forbliver i miljøet.
Konsekvenserne af mikroplast i miljøet er der ingen, der kender med sikkerhed, for der findes meget lidt forskning inden for området. Derfor er der heller ingen, der med sikkerhed kan sige, hvilke konsekvenser cigaretskodder har for miljøet.
Cigaretskodder er skrald
En ting er sikkert: Cigaretskodder er skrald, og skrald hører til i skraldespanden. Ikke i naturen eller på fortovet. I 2008 foretog Københavns Kommune en undersøgelse, der viste, at det gennemsnitligt koster kommunen 2 kr. at opsamle ét cigaretskod.
Opsamling af cigaretskodder koster med andre ord borgerne mange penge. Og mange skodder bliver slet ikke samlet op. Det er problematisk, fordi cigaretskodder kan afgive tungmetaller (herunder bly og kadmium), tjærestoffer og nikotin til miljøet.
Bøder for at smide cigaretskodder
Det er ulovligt at smide cigaretskodder på gader og i naturen. Det vejledende bødeniveau for at henkaste affald er 3.000 kr. for affald på gader og 5.000 kr. for affald i naturen. Hvis der er tale om små mængder affald, eksempelvis et cigaretskod, er bøden dog 1.000 kr.
Ved henkastning af flere cigaretskodder kan bøden være større end 1.000 kr. Miljøstyrelsen har forskellige eksempler på bøder og nævner i deres eksempler en bøde på 3.000 kr. for at tømme et halvt fyldt askebæger med cigaretter og papiraffald på gaden.
Brug et lommeaskebæger
Vi har alle et ansvar for at sikre, at vores affald havner det rigtige sted – i skraldespanden. Det gælder også rygere. Heldigvis findes der en løsning, der gør det nemt for rygere at skodde på en rigtig og miljømæssigt forsvarlig måde: Et lommeaskebæger.
Et lommeaskebæger (også kaldet et kuvertaskebæger) er et lille askebæger, du kan have i lommen eller tasken. Askebægeret er lufttæt og lugtfrit, så du helt undgår aske i lommen og lugt af gamle cigaretskodder. Tøm lommeaskebægeret, når du møder en skraldespand.
Et lommeaskebæger er fremstillet af brandhæmmende materiale. Det betyder, at du kan lægge cigaretten direkte i askebægeret uden at skodde den i forvejen. Når du lukker askebægeret, lukker du samtidig for ilttilførslen, og dermed slukkes gløden.
Danskernes rygeadfærd
Organisationen Hold Danmark Rent foretog for år tilbage en undersøgelse, som fokuserer på danskernes rygeadfærd. I undersøgelsen svarede 60 % af dagligrygerne, at de sommetider smider et skod fra sig på stationen eller ved busstoppestedet.
27 % af de billister, der ryger, smider altid eller ofte deres cigaretskod ud af bilen. Bedre er det på stranden, hvor kun hver 8. ryger smider et skod i sandet. 85 % af rygerne svarer, at de bruger askebægret, hvis der findes et i nærheden. Se mere statistik om rygning.
Ofte stillede spørgsmål
Indeholder cigaretskodder plastik?
Ja. Cigaretskodder indeholder et filter, der er fremstillet af plasttypen cellulose-acetat.
Hvor lang tid tager nedbrydning af et cigaretskod?
Det kan tage op til 5 år for et cigaretskod at blive nedbrudt i naturen. Cigaretskoddet nedbrydes til mikroplast, som forbliver i miljøet.
Hvad er bøden for at smide et cigaretskod?
Den vejledende bøde for henkastning af et cigaretskod er 1.000 kr. Bødestørrelsen kan forøges ved henkastning af flere cigaretskodder, eksempelvis ved tømning af et askebæger på gaden.
Hvor mange skodder smides i naturen?
Det estimeres, at der hver dag bliver smidt flere millioner cigaretskodder i naturen og på gader i Danmark. Cigaretskodder er den mest udbredte affaldstype i Danmark.
Hvordan skodder jeg en cigaret rigtigt?
Cigaretskodder skal smides i skraldespanden, når gløden er helt slukket. Er der ikke en skraldespand i nærheden, så brug et lommeaskebæger.